Mohammed Ashim har klippet hår og trimmet skæg i fire år i Bengaluru. Men for nylig har den 22-årige barber strappet et kamera fast til sin pande for at optage sit arbejde. Kameraet optager kun hans hænder og fingre – kundernes ansigter bliver sløret.
“Rutinen er simpel, men man skal være disciplineret omkring, hvordan man bevæger sig. Operationsteamet lærte mig, at mine hænder altid skal være rent inden for billedrammen, belysningen skal være skarp, og jeg kan ikke vride hovedet for brat mens jeg arbejder,” siger Ashim. Han bærer kameraet fem til seks timer dagligt.
Ashim er en af hundredetusinder af arbejdere verden over, der bliver betalt for at optage deres aktiviteter. Hans videoer bliver indsamlet af en lokal virksomhed, som kan have hundredvis af mennesker, der filmer deres arbejde. Videoen sælges derefter til teknologivirksomheder og forskningsorganisationer, som bruger den til at træne kunstig intelligens – især såkaldt “physical AI”, en type kunstig intelligens, der kan styre robotter i den virkelige verden.
Millioner af timer optages årligt
Rashdan Technologies indsamler og behandler sådanne menneske-genererede data. “Hver robotik-virksomhed, hvert frontier AI-laboratorium har en bestemt form for data, de ønsker: industrielle opgaver, landbrugsjobs, husarbejde, småbusinessarbejde som keramik, konfektionering, broderi, stearinlysfremstilling. Vi går derhen, hvor arbejdet er,” siger medstifter og CEO Shahil Baig.
Virksomheden betaler 5 til 10 dollar (omkring 35 til 75 danske kroner) for otte til ti timers optaget arbejde. For mange af disse mennesker er det betydelige penge i deres lokale økonomier. Baig understreger, at det er vigtigt at sikre, at arbejdere giver sit informerede samtykke og er komfortable med processen.
“Vi optager hænder, ikke ansigter, og hvor multi-kamera-rigger opfanger mere af kroppen eller omgivelserne, slører vi ansigterne. Ingen navne, ingen kontaktoplysninger, intet, der identificerer dem personligt, går videre til det, vi leverer,” siger Baig.
Efterspørgslen efter bedre data vokser
Men kunderne bliver mere krævende. “Nu beder klienter om fire til seks kameraer anbragt omkring en persons hoved for at dække hele scenen, ikke bare hænderne. At få nogen til at acceptere et lille kamera er en samtale. At få dem til at acceptere at bære det, der effektivt er et fem-kamera-headset, er en helt anden og meget sværere samtale. Vi betaler mere for det niveau af dataindsamling på grund af, hvad vi beder folk om,” forklarer Baig.
Ifølge Manish Agarwal, grundlægger af Humyn Labs, er sådan data afgørende for udviklingen af robotter. Hvis man vil have robotter til at navigere i den virkelige verden, kan de ikke blot trænes inden for computersimulatinger. “Fysiske opgaver kræver høj-kvalitets-signaler, der involverer lemmebevægelser, fingre, håndled, albuerne, skuldre og dynamisk kraftpåføring. For eksempel: at påføre den korrekte grebskraft, så en plastikflaske ikke knuges versus et stålglas,” siger Agarwal.
Hans virksomhed har 96.000 dataindsamlere på tværs af lande i Latinamerika og Sydøstasien. Humyn Labs filtrerer tusindvis af timer videoer fra disse indsamlere, vælger det mest brugbare indhold, mærker det, så AI’en ved, hvad den ser på, og pakker det i et format, som kunderne kan bruge.
Fare for jobforfald
Men optager arbejderne data til maskiner, der en dag vil overtage deres jobs? Det er for tidligt at sige, mener Bino Paul, seniorprofessor ved School of Management and Labour Studies ved Tata Institute of Social Sciences i Mumbai. “For nogle arbejdere kan AI være et brugbart værktøj, men robotter kan automatisere andre jobs,” siger han.
Problemet er, at hvis maskiner begynder at overtage, vil arbejderne have lidt at sige til det. “Når arbejdere indser, hvad de har deltaget i, kan det være for sent,” siger Paul. Han ønsker, at regeringer regulerer AI strengere.
Mohammed Arman har arbejdet i tekstilindustrien i Bangalore i ti år. “For mig er det simpelt. Det er overlevelse. Jeg har en familie derhjemme i Bihar, og hver rupee, jeg sender tilbage, betyder noget. Hvis nogen tilbyder mig ekstra penge for at bære et kamera, mens jeg udfører det nøjagtig samme arbejde, jeg har gjort i ti år, siger jeg ikke nej,” forklarer han.
Selvom der er efterspørgsel efter sådan videooptagelse, vil den blive indsamlet et sted. Agarwal argumenterer for, at værdien af sådant arbejde hurtigt vil blive eroderet, når flere virksomheder konkurrerer om indsamlingskontrakter. “Indien kan ikke fortsætte som blot leverandør af råmateriale. Det skal bevæge sig op i værdikæden: fra at optage rå video til at eje den pipeline, der omdanner den video til noget brugbart,” siger han.