Kapløbet om kunstig intelligens handler ikke længere kun om de nyeste chips, større datacentre og mere regnekraft. Et mere jordnært problem er rykket helt frem i forreste række: strøm. Flere af verdens største cloud-selskaber binder sig nu til årtier lange aftaler om atomkraft for at holde deres AI-infrastruktur kørende, og det afslører, hvor presset energisiden er blevet.
Inden for en uge indgik to af verdens tre største cloud-udbydere 20-årige aftaler om atomkraft. Amazon har sikret sig 690 megawatt fra Constellations Calvert Cliffs-værk i Maryland, herunder 190 megawatt ekstra kapacitet, som ventes mellem 2030 og 2032. Google har indgået en aftale, der skal bringe 890 megawatt ekstra atomkraftkapacitet ind i USA.
Fælles for aftalerne er, at de ikke handler om nye reaktorer. I stedet betaler selskaberne for at få mere produktion ud af eksisterende anlæg. Constellation investerer ifølge kilden mere end 4,3 milliarder dollar i opgraderinger af 11 reaktorer i Illinois, Pennsylvania og New Jersey.
Fra effektivitet til jagten på forsyning
For få år siden ville den udvikling have virket usandsynlig. Atomkraft mistede politisk opbakning efter ulykkerne ved Three Mile Island i 1979, Tjernobyl i 1986 og Fukushima i 2011. Tyskland udfasede atomkraft, og Japan lukkede sine reaktorer efter Fukushima, selv om landet siden er begyndt at genstarte nogle af dem.
Nu er billedet et andet. En uskadt reaktor ved Three Mile Island bliver bragt tilbage i drift, og Microsoft har kontrakt på at købe produktionen i 20 år. Det amerikanske energiministerium stiller samtidig op til 4,4 milliarder dollar i lån til rådighed for at støtte genstarten af tre lukkede anlæg med et mål om at genskabe omkring 2,25 gigawatt. Palisades-værket i Michigan, som lukkede i 2022, er efter planen tilbage i drift i marts 2027.
Skiftet skyldes ifølge kilden, at effektiviseringer ikke har dæmpet det samlede elforbrug. Branchen har i årevis satset på bedre chips, mindre modeller og smartere køling. Men hver gevinst i effektivitet er hurtigt blevet omsat til større træningskørsler, længere ræsonnerende modeller, baggrundsarbejdende agenter og videogenerering.
Mere effektive systemer gav ikke lavere forbrug
Pointen er velkendt fra energihistorien. I 1865 beskrev William Jevons, hvordan mere effektive dampmaskiner fik Storbritannien til at bruge mere kul, ikke mindre, fordi billigere energi skabte nye anvendelser. Den samme mekanik ser ud til at gøre sig gældende for AI.
Det Internationale Energiagentur vurderer ifølge kilden, at datacentres globale elforbrug vil mere end fordobles til omkring 945 terawatt-timer i 2030, selv hvis effektiviteten fortsat forbedres. Derfor har industrien ændret strategi: Når efterspørgslen ikke kan presses ned, forsøger selskaberne i stedet at købe sig til mere forsyning.
Men penge løser ikke alt hurtigt. En stor ny reaktor tager et årti eller mere fra beslutning til strøm i nettet. Tech-selskaber investerer også i små modulære reaktorer, men mange af de projekter ventes først at levere strøm i begyndelsen af 2030’erne. Selv den hurtige løsning – genstarter og opgraderinger – betyder ifølge kilden først 2027, 2028, 2029 eller senere.
Forbrugerne mærker allerede presset
Det er her, historien bevæger sig væk fra teknologi og over i økonomi og regulering. Mange af aftalerne ligger i PJM, netselskabet der dækker omkring 67 millioner mennesker i 13 amerikanske delstater og Washington, DC. PJM bruger kapacitetsauktioner til at sikre nok elproduktion til fremtidig efterspørgsel, og de omkostninger sendes i sidste ende videre til forbrugerne via elregningen.
Kapacitetspriserne har ramt det regulatoriske prisloft i tre auktioner i træk. Ifølge PJM’s uafhængige markedsovervågning bidrog datacenter-efterspørgsel med cirka 29,4 milliarder dollar i kapacitetsomkostninger på tværs af de fire seneste auktioner. Alene i den seneste auktion blev omkring 6,3 milliarder dollar tilskrevet datacenter-efterspørgsel, herunder prognoser for anlæg, som endnu ikke er bygget.
Konsekvensen er ifølge kilden, at husholdninger allerede betaler højere kapacitetsomkostninger på elregningen, delvist på grund af forventet efterspørgsel fra faciliteter, som måske aldrig bliver sat i drift. Natural Resources Defense Council vurderer, at en typisk husstand i PJM-området i 2028 kan stå med ekstra eludgifter på 70 dollar om måneden, hvis udviklingen fortsætter.
Det har også fået politiske følger. I USA vokser utilfredsheden med datacentre, og elregningen nævnes som en central bekymring. Virginia har oprettet en særskilt eltakstklasse for datacentre, Ohio har indført minimumskrav til betaling, og Illinois diskuterer lovgivning.
Googles aftale forsøger ifølge kilden at imødegå netop den kritik ved at bygge på et princip om, at store nye elforbrugere bør tilføre ny produktionskapacitet i stedet for at konkurrere med eksisterende brugere om en allerede presset forsyning. Men ordningen er frivillig. Amerikanske føderale regulatorer afviste i oktober 2026 det meste af PJM’s forslag om at kræve, at store nye elforbrugere selv stiller produktionskapacitet til rådighed.
Dermed står et centralt spørgsmål tilbage: Hvor længe holder frivillige løfter, hvis omkostningerne ved at opfylde dem stiger?
Advarsel til Golf-landene
Kilden peger også på, at erfaringerne fra USA er relevante for Golf-landene, som planlægger store AI-investeringer. Qatars statslige investeringsfond har forpligtet sig til et joint venture med Brookfield på 20 milliarder dollar til AI-infrastruktur, med en første fase på cirka 300 megawatt og mulighed for udvidelse til tæt på 1,5 gigawatt. Abu Dhabi arbejder med planer om op til fem gigawatt AI-datacenterkapacitet, og Saudi-Arabien sigter mod næsten to gigawatt gennem HUMAIN.
Men størrelsen kalder på nærmere granskning. Hvis den foreslåede udbygning på 1,5 gigawatt i Qatar bliver gennemført, vil det ifølge kilden svare til et elforbrug på cirka 12 procent af landets installerede produktionskapacitet. Strøm brugt på AI-infrastruktur kan ikke samtidig bruges til andre formål.
Det gør spørgsmålet om tarif, finansiering og kontraktvilkår centralt. Hvem betaler for ny produktion, hvad sker der med lange elkøbsaftaler, når hardwaren bliver forældet, og hvilke langsigtede økonomiske gevinster får landet ud over energisalg og et begrænset antal arbejdspladser? Det er den diskussion, USA nu står midt i – og som andre lande kan tage, før de binder sig.