Kakul Srivastava, administrerende direktør for Splice – den sample-platform som musikproducenter verden over benytter til loops og one-shots – advarer mod en stille krisis på arbejdspladserne: AI-genererede emails der udhuler menneskelig kommunikation.
Srivastava, som tidligere har været i ledende stillinger hos Flickr, Yahoo, GitHub og Adobe, har brugt sin karriere på at navigere mellem Silicon Valley og kreative professioner. På Splice har hun ikke alene udvidet platformens rækkevidde ved at opkøbe Spitfire Audio, men også vejledt virksomhedens skridt ind i verden af generativ AI.
I et interview udtrykt hun sin skelnen over for det problematiske ved at lade kunstig intelligens overtage intern kommunikation. “Når man ikke længere kan se, om der er en person bag ordene, bliver samtalen anderledes – og værre,” siger hun. “Og man kan ikke rigtig gå tilbage fra det.”
Mennesket skal blive ved centeret
Srivastava ser sammenhængen mellem intern kommunikation og Splices tilgang til musikgenerering. Hun har tidligere været meget åben om sit nej til den type “tryk-på-knap-og-få-sang” AI-værktøjer, som har gjort virksomheder som Suno kontroversielle. På Splice prioriterer holdet i stedet at holde mennesket i centrum af den kreative proces.
“Næsten alt det gode, der er sket her, startede med at nogen skrev et velgennemtænkt dokument ned og så diskuterede en masse mennesker det,” forklarer hun og peger på, at Splice arbejder remote-first uden de traditionelle fysiske “gang-møder”. I stedet satser virksomheden på dokumentation og debat.
Problemet med AI-skrevne dokumenter, mener hun, er ikke at de er dårlige – det er at de skjuler den menneskelige tankeproces bag dem. Når læseren ikke ved, om der er et menneske på den anden side, ændrer det karakteren af den dialog, der følger. Tilliden bliver fragile, og autenticiteten forsvinder.
Fra Glitch til filosofi om teknologi
Srivastava var blandt de tidlige medarbeidere hos Tiny Speck, det selskab som senere blev til Slack. Før Slack skabte teamet et spil kaldet Glitch – en massivt multiplayer open world – som hun beskriver som “en af de mest smukke ting, jeg nogensinde har arbejdet på”. Projektet fejlede på grund af tektogiske trends: det var bygget på Flash i det øjeblik, verden flyttede til mobilspil.
Den erfaring præger stadig hendes tanker om, hvad teknologi skal bruges til. Hun tiltrækkes af historier som den om YouTube-brugeren, der deler sin families opskrifter, og dermed gav Srivastava sin mors mad tilbage – uden nogensinde at vide, hvad det betød for modtageren. “Dette er hvad jeg tænker på, når folk spørger mig, hvad teknologi er for,” siger hun.
I dag søger hun ud at høre live jazz, når hun rejser, og tracker musikvideoer af alt fra gothicwestern til russiske gadekunstnere og indiske chai-wallaer, der rapper. Musikken – især når den skabes i realtid af mennesker, der ikke kan tage deres beslutninger tilbage – fascinerer hende. Det samme gør autenticiteten i en samtale mellem to mennesker, der rent faktisk siger det, de mener.