AI-agenter fik æren for maya-fund – men stedet var allerede kendt

Marc Kastholm

En Google-forskers AI-projekt blev udråbt som et muligt nyt maya-sted i Mexico. Kort efter pegede arkæologer på, at stedet allerede var beskrevet i en forskningsartikel sidste år.

Et AI-projekt, der blev præsenteret som et muligt fund af et hidtil ukendt maya-sted i Mexico, viste sig hurtigt at ramme ved siden af. Stedet var allerede kendt og var beskrevet i en videnskabelig artikel sidste år.

Historien kommer fra The Verge, som beskriver, hvordan Google-forsker Pietro Miotti tidligere på ugen fortalte, at et hold af AI-agenter havde fundet et muligt uregistreret sted i maya-regionen.

Miotti understregede over for The Verge, at der var tale om et personligt sideprojekt og ikke arbejde udført med Googles ressourcer. Han skrev også, at fundet skulle bekræftes med feltarbejde.

Sådan opstod fejlen

Ifølge The Verge fik Miotti idéen under en rejse i Peru. Han ville bruge lidar, en laserteknologi, der kan lave detaljerede tredimensionelle kort af landskaber, til at lede efter arkæologiske steder.

Han satte 48 AI-agenter til at gennemgå lidar-data fra NASA. Da Peru ifølge ham ikke var godt dækket af offentlige lidar-data, flyttede han fokus til maya-området.

AI-agenterne pegede på flere lovende steder, blandt andet en større landsby, som ifølge Miotti ikke så ud til at være registreret. Han kontaktede derefter Mexicos nationale institut for antropologi og historie, INAH, og fik ifølge sin egen beskrivelse svar om, at instituttet ikke havde stedet registreret.

Arkæologer rettede hurtigt påstanden

Det var dog ikke det samme som, at stedet var ukendt. Arkæologer gjorde hurtigt opmærksom på, at stedet allerede var dokumenteret i en forskningsartikel mere end et år tidligere.

Sarah Parcak, professor i arkæologi ved University of Alabama at Birmingham, skrev på Bluesky: “This is why we have peer review”.

Kritikken gik også på, at manglende registrering i en database ikke betyder, at et sted ikke allerede er kortlagt eller kendt blandt forskere. Flere arkæologer kritiserede ifølge The Verge projektet for at sprede misinformation og for at tage æren fra fagfolk, som har brugt digitale værktøjer i årtier.

Forsker: At spotte noget er ikke nok

Miotti sagde senere til The Verge, at han ikke havde forventet så stor opmærksomhed, og at han som ikke-arkæolog ikke havde forstået, at et ikke-registreret sted ikke nødvendigvis er det samme som et ukendt sted. Han opdaterede efterfølgende sit blogindlæg for at kreditere det tidligere arbejde.

Elizabeth Graham, professor i mesoamerikansk arkæologi ved University College London, sagde til The Verge, at lokale samfund ofte allerede kender til stederne i deres område. Hun pegede også på, at den store udfordring ikke nødvendigvis er at finde flere steder, men at skaffe penge til at kortlægge og udgrave dem.

Ivan Šprajc, professor i arkæologi ved forskningscentret under det slovenske videnskabsakademi og medforfatter til artiklen om stedet, sagde til The Verge: “just spotting something does not add much to our knowledge.” Han advarede også om, at arkæologer kan blive oversvømmet af lignende henvendelser fra amatører med AI-værktøjer.