29 NHS-hospitaler bruger ikke Palantir-løsning, selv om de står som udbyttehavere

Marc Kastholm

NHS England siger, at en række hospitalstrusts får gavn af Palantirs dataplatform. Men 29 af dem oplyser selv, at systemet enten ikke er i drift, eller at de slet ikke bruger dets apps.

NHS England er kommet under nyt pres i sagen om Palantirs omstridte dataplatform til sundhedsvæsenet. Ifølge The Guardian siger 29 hospitalstrusts, som NHS selv har listet som nogen, der “realising benefits” af systemet, at platformen enten ikke er i drift hos dem, eller at de ikke bruger dens applikationer.

Det skaber tvivl om, hvordan NHS England opgør gevinsterne ved den såkaldte federated data platform, FDP. Det er en fælles dataplatform, som skal samle spredte patient- og driftsdata og blandt andet bruges til at forbedre udskrivelser, planlægning af operationer og andre arbejdsgange på hospitalerne.

Kontrakten med Palantir er på 330 millioner pund, og sagen er politisk følsom. Flere politikere og kampagnegrupper kræver nu, at aftalen med det amerikanske techfirma bliver droppet.

Hospitaler siger noget andet end NHS

Ifølge The Guardian bygger oplysningerne på mere end 100 aktindsigter. NHS England skriver på sin hjemmeside, at 137 trusts er “live” med FDP. Men blandt dem, der beskrives som nogen, der får udbytte af systemet, svarede 29, at de enten ikke bruger platformen eller dens apps.

Blandt eksemplerne er Epsom and St Helier, som oplyste, at det “not using FDP at the moment”, og Kent and Medway, som ifølge The Guardian skrev, at trusten “has been focused on other priorities … the FDP is not currently live”. Nottingham University Hospitals oplyste også, at “no implementation timeline has been agreed”.

University Hospitals of North Midlands gik endnu længere og oplyste: “FDP is not live. We do not intend to roll it out in the future.”

NHS fastholder, at trusts melder om gevinster

NHS England afviser ikke kritikken direkte, men fastholder ifølge The Guardian, at næsten 140 trusts har rapporteret gevinster fra de værktøjer, der findes på platformen. NHS har tidligere sagt, at listen også omfatter hospitaler, som bruger løsningen til administrative dataopgaver og indberetning – ikke nødvendigvis til direkte patientbehandling.

Det betyder, at et hospital godt kan stå som “live”, selv om det kun bruger en mindre del af systemet. The Guardian skriver eksempelvis, at Torbay and South Devon NHS Foundation Trust har sagt, at det “not currently operationally using the FDP”, men at NHS England alligevel registrerer trusten som live, fordi infrastrukturen er på plads til dataindberetning.

Den forskel i definitioner får nu kritik. Marc Farr, formand for NHS Chief Data and Analytics Officers Network, siger til The Guardian: “I am concerned to hear that there are 29 trusts reported as receiving benefits but when asked are not actually using the tool.”

Politisk pres vokser om Palantir-aftale

Sagen kommer samtidig med, at NHS England allerede har været under lup for sine tal om Palantir-platformens effekt. NHS har tidligere sagt, at trusts, der bruger FDP, gennemførte 117.539 flere operationer på et år. Men ifølge The Guardian har NHS siden erkendt, at man ikke kan bevise en direkte årsagssammenhæng.

Office for Statistics Regulation, som fører tilsyn med brugen af officielle statistikker, oplyser ifølge avisen, at spørgsmålet om trusts, der skulle “realising benefits”, nu bliver taget videre som en sag. Det kan give yderligere opmærksomhed om, hvordan NHS dokumenterer effekten af platformen.

Også politisk vokser presset. Chi Onwurah, der leder Underhusets udvalg for videnskab og teknologi, siger til The Guardian, at der bør stilles alvorlige spørgsmål, hvis mange trusts ikke kan se værdien af FDP. Hun opfordrer regeringen til at bruge en opsigelsesklausul i 2027 og sende opgaven i nyt udbud.