Når PR bliver helt digitalt
Da Alexandru Voica, head of corporate affairs på video-startup’en Synthesia, sendte mig et link til deres nye PR-medarbejder sidste sommer, blev jeg overrasket. Det var en interaktiv virtuel avatar af Voica selv – trænet til at besvare almindelige pressehenvendelser om, hvad Synthesia gør, og hvordan det virker. Det var teknologiens endelige sveske inden for PR-manipulation.
Synthesia, der blev værdisat til 4 milliarder dollar tidligere på året, tilhører en voksende flok AI-avatar-startups som D-ID, HeyGen og Colossyan. Virksomheden rapporterede sidste år, at den havde passeret 100 millioner dollars i årlig tilbagevendende indtjening. Da jeg blev inviteret til deres nye kontor i New York i september, sagde jeg uden at tøve ja til at få min egen AI-avatar.
Indtil da havde jeg været ligeglad med avatarer. Men jeg følte, at de uundgåeligt ville blive en del af hverdagslivet online. Jeg havde hørt om mennesker på Instagram, der skaber dem i deres lighed for at lave social content. Synthesia gør mig til deres første journalist-test-case – min avatar bliver trænet på en artikel, jeg skrev om svindel i venture-backed startups.
Sådan blev jeg scannet til digital
Processen var simpel: jeg gik ind i en mini-filmstudio på kontoret, hvor de tog adskillige fotos af mig og optog to minutter af min stemme. Med mit samtykke var “digital Dominic” født – både med og uden briller.
Synthesia skabte tre versioner: en personlig avatar, der bare læser en script jeg giver det, og to interaktive avatarer, der kan lytte og svare tilbage. Teknisk set er min interaktive avatar drevet af en kombination af voice-to-text, videogenerators, sprogmodeller og text-to-voice-teknologi. Stemme-til-tekst-modellen omdanner hvad folk siger til tekst, en “agentic” sprogmodel forstår indholdet og kan handle på baggrund af det, text-to-voice omdanner svar til lyd, og endelig animerer Synthesias egen videomodel avataren mens den taler.
Det tog Synthesias team et par dage at lave mine avatarer. Jeg testede først den personlige version med en generisk script om, hvordan efteråret er ankommet til New York – min yndlingstid på året. Stemmen var ret nøjagtig, og jeg var glad for, at den ikke opfangede den hedeshed, jeg havde, da jeg optog lydprøven.
Uhyggeligt realistisk – men også uselvstændig
Da jeg viste det til nogle venner uden tech-baggrund, fandt de det både interessant og creepy. Min interaktive avatar er deterministisk – det betyder, at den kun siger hvad den er trænet til at svare på. I mit tilfælde handler det udelukkende om min artikel om venture-fraud. Da jeg spurgte den, hvor jeg boede i New York eller hvor jeg arbejdede før TechCrunch, omdirigerede den mig systematisk tilbage til historien.
Mine venner mente ikke, at stemmen lignede min egen, og at ligheden ikke var så god som den personlige avatar. Men alligevel var den tæt nok på til at være værende creepy. Min mor kaldte det “fantastisk”, og hun og min far forsøgte gentagne gange at stille spørgsmål, som kun de ville vide svaret på – men avataren omdirigerede dem bare tilbage til artiklen om venture-fraud. “Jeg husker ikke at have født to af dig,” vittede hun.
Det deterministiske design var faktisk det, der gjorde det mindre ubehageligt. Mit interaktive alter ego kan aldrig overraske mig med noget nyt. Det vil aldrig blinke, smile eller give tegn på at vide, hvem det er. Men jeg kan nemt se, hvordan det ville være angstfremkaldende med en ikke-deterministisk avatar drevet af en chatbot, der frit kan filosofere.
Hvad betyder det for journalistikken?
Den oplevelse har fået mig til at tænke over, hvad fremtiden for journalistik kunne være. Ville folk acceptere at få tv-nyheder præsenteret af en avatar? En investor sagde direkte nej. Der er bestemt massive indvendinger mod “AI-sludder”, der har infiltreret sociale medier og andre nyheds-delingsfora. Men andre jeg spurgte var mindre sikre.
Det store spørgsmål: kunne avatarer øge – eller endda erstatte – journalister? Ville CEO’er foretrække at tale med en AI-avatar af en journalist frem for en rigtig? For mig handler journalistikken om at forbinde sig med mennesker, at skrive historier og forske i nye emner. Men grundstenen er tillid – og det kan ikke outsources til AI.
Uden for journalistikken kan jeg godt se, at ideen med at klone sig selv skulle være appellerende. Ikke mere at skulle tage arbejdet op efter ferie, fordi en version af dig altid kunne være til stede og besvare spørgsmål. Men efter at have overstået det indledende nyheds-element og eksamineret min avatar tæt efter den stoppede med at tale, blev jeg usikker. Jeg ventede – på hvad, jeg er usikker. På at den ville blinke? Sige noget nyt? Smile?
Uanset hvor avatar-brugen udvikler sig i corporate America, er jeg tvedelt. Min generation, Gen Z, får sandsynligvis ikke bragt avatarer i nærheden af normalitet. Det føles science fiction: alt hvad vi nogensinde har set i en film er her nu. Men jeg finder digitale avatarer mindre forstyrrende end humanoider. Hvis tingene bliver mærkelige, kan jeg altid logge af.