Home | 

Udenrigsministeriet og COP15 vælger Synkron Via

Det bliver muligt at søge information på syv sprog, debattere og følge med på både internet og mobiltelefon, når Danmarks hjemmeside til FN's klimakonference, COP15 i København, står færdig. De århusianske softwarefirmaer Mjølner Informatics og Dynamicweb Software samt Hostnordic har vundet udbuddet.

Hele verden vil vende blikket mod Danmark, når København i slutningen af 2009 er vært for FN's klimakonference, COP15. På Danmarks værtskabsside på internettet bliver det muligt at give sit besyv med via COP15's nye, interaktive hjemmeside. De århusianske softwarefirmaer Mjølner Informatics og Dynamicweb Software samt Hostnordic har netop vundet udbuddet på den tekniske udvikling og drift.

"Vi er stolte over, at vi har vundet projektudbuddet fra Udenrigsministeriet. Det har vores højeste prioritet at gøre hjemmesiden meget brugervenlig og fængende, så den besøgendes interesse om klimaspørgsmål i almindelighed og klimakonferencen i særdeleshed bliver skærpet,”

Jørgen Lindskov Knudsen
adm. direktør, Mjølner Informatics.

Hjemmesiden bliver en naturlig informationskilde for alle klimainteresserede, og de forskellige interessenter i klimaudviklingen kan her deltage aktivt i klimadebatten. Hjemmesiden vil indeholde debatmuligheder som eksempelvis blogs og debatfora, for derigennem at engagere alle til at deltage i klimadebatten op til, under og efter COP15.

For hele verden

Ambitionen for COP15 er at forhandle en afløser for Kyoto-protokollen. Således er konferencen et af de største og vigtigste klimatopmøder nogensinde.

"Hjemmesiden bliver tilgængelig blandt andet via mobiltelefon og RSS feeds. Det er flot og modigt at det danske COP15-værtsskab vælger at lave en interaktiv hjemmeside og dermed signalere, at klimakonferencen er en sag for hele verden,"

Christian Beer
adm. direktør, Dynamicweb Software.

På hjemmesiden kan interesserede blandt andet følge med i klimakonferencens højdepunkter, overvære politiske debatter fra konferencen og selv deltage aktivt i debatten.

Stort projekt

Hjemmesiden bliver bygget på en fleksibel platform, Synkron Via, der er udviklet til Web 2.0 og giver mulighed for specialkonstruerede funktioner. Web 2.0 skaber relationer mellem mennesker ved brug af sociale kommunikationsværktøjer. Indholdet bliver lagret, så det kan bruges i mange relevante sammenhænge og kanaler. Samtidig kan platformen håndtere et stort antal sprog og forskellige tidszoner.

"Det er et meget omfattende projekt. Det er også derfor, vi har valgt at konstruere portalen på Dynamicweb Software’s gennemtestede platform i stedet for at bygge fra bunden. Hos Mjølner Informatics er vi blandt andet specialister i forretnings- og portalsystemer og konstruerer specialudviklet software til mange virksomheder og offentlige instanser,"

Jørgen Lindskov Knudsen
adm. direktør, Mjølner Informatics.


Hjemmesiden på adressen www.COP15.dk skal fungere på syv sprog. Klimakonferencen finder sted fra 30. november til 11. december 2009.

Fakta om Danmarks hjemmeside til COP15:

  • Hjemmesiden er sat i udbud af Udenrigsministeriet og vundet af et konsortium bestående af Mjølner Informatics, Dynamicweb Software og Hostnordic, alle baseret i Århus.
  • Hjemmesiden oversættes til syv sprog og tilpasses alle verdens tidszoner.
  • På hjemmesiden vil der være en høj grad af interaktivitet, blandt andet gennem blogs og debatter.
  • Indholdet kan modtages på forskellige platforme, som er relevante for brugerne, eksempelvis mobiltelefoner, RSS feeds og i eksempelvis Outlook og iGoogle.
  • I et andet udbud indgår Udenrigsministeriet kontrakt med en indholdsredaktion, der kommer til at bruge den udviklede webportal som formidlingsplatform.

Relevante links:

www.cop15.dk
www.mjolner.dk
www.hostnordic.dk
www.synkronvia.dk